Vandværket blev etableret 1968
Der blev bygget et vandværk ved “Kræmmerstien” med en boring på hver side af bygningen. Der var ikke nogen filtrering eller iltning af vandet, som blev pumpet direkte ind i hydrofor og ud til brugerne.
Efter nogle år blev køberne af grundene i “Sibirien” optaget som medlemmer af andelsselskabet.
Senere blev vandværket udvidet med en ny boring, der var væsentlig dybere en de 2 gamle boringer, og som indeholdt renere vand. Samtidig blev der bygget en vandbeholder til 30 m3 vand
I midten af 80’erne begyndte en stigende forurening af vandet med nitrat. Kommunen varslede at vandværket skulle financiere en nedsivningsundersøgelse, men dette blev dog ikke gennemført.
I stedet indledtes et samarbejde med Sletterhage Vandværk, der ligeledes havde forureningsproblemer.
Sammen med Sletterhage vandværk stiftedes så i 1988 Ørby/Esby Vandforsyning. Der blev foretaget undersøgelser, der resulterede i 3 boringer med rent vand, og der blev bygget et vandværk på arealet midtvejs mellem de 2 vandværker og nær Ellemandsbjerget.
Det nye vandværk blev taget i brug i 1989 og sælger vand til de 2 vandværker, der så fungerer som fordelingsstationer ud til forbrugerne.